Ordblindhed hos piger og drenge – hvorfor bliver flest drenge testet?
Vidste du…
at der er ca. 7-10 % ordblinde elever i hver klasse i grundskolen?
På en af de privatskoler, hvor jeg arbejder, er der i 9. klasse fire ud af 16 elever med ordblindhed - alle piger. Det er meget utraditionelt, da der er flest drenge, som bliver testet ordblinde. Undersøgelser viser, at ca. 17 drenge pr. 10 elever (Jandorf B.D & Andreasen, K. 2021) er ordblinde.
Nogle af forklaringerne kan være:
At der er flere drenge end piger, som har sproglige vanskeligheder
Større opmærksomhed på drenges læseproblemer end på pigers
Skolerne undersøger flere drenge end piger i forhold til læsevanskeligheder
Sidstnævnte punkt vil jeg uddybe, da jeg selv som lærer har oplevet stor forskel på drenge og pigers reaktionsmønster i forhold til deres vanskeligheder.
Jeg starter med en lille historie fra det virkelige liv. For en del år siden overtog jeg en danskklasse i 6. klasse med to ordblinde drenge i. Den ene af drengene deltog ikke i undervisningen og var meget urolig. Det var ikke af modvilje, men fordi lærerne ingen indsigt havde i, hvordan de kunne støtte ham. På det tidspunkt havde jeg arbejdet med både gule og røde elever og havde derfor stor viden om læse- og skriveteknologi.
Begge drenge fik hurtigt en introduktion til læse- og skriveteknologi, og som klasselærer kunne jeg løbende vejlede og minde dem om at bruge hjælpemidlerne. Drengene fik dog også eneundervisning, da det ikke var nok at kunne anvende hjælpemidlerne. Vi arbejdede med at få skabt nogle gode vaner, at få brugt hjælpemidlerne i alle fag og gøre alle materialer tilgængelige, så de kunne deltage på lige fod med klassekammerater.
Der skete en kæmpe forandring særligt med den ene af drengene, som tidligere nævnt ikke deltog i undervisningen. Han blev nysgerrig på læse- og skriveteknologien og fandt hurtigt ud af, hvor stor en hjælp, at det var for ham. Han prøvede sig frem og var ikke bange for at prøve nye ting. Det betød også, at han hurtigt rykkede sig fagligt, IQ’en fejlede på ingen måde noget, men også på det personlige og sociale plan rykkede han sig. Han blev ikke længere fravalgt af klassekammerater i gruppearbejde og begyndte at tro på, at selvom dansk altid havde været en kamp, så kunne det lykkedes. Jeg var der som støtte, og han vidste, at han altid kunne spørge mig. Forudsigelighed og struktur hjalp ham. Både med at holde styr på alle dokumenter og træning af højtlæsning blev givet på forhånd, så han vidste, hvilket stykke, han skulle læse højt næste undervisningsgang. Det skabte tryghed og en tillid til, at der blev lyttet til hans behov. Han havde dog også en stærk vilje og var fagligt stærk, men havde alligevel brug for at vide, at der altid var en at spørge. Til afgangsprøven fik han topkarakterer, og i dag er han ved at tage en gymnasiel uddannelse.
De piger, jeg i øjeblikket underviser, har i deres skoletid tilpasset sig skolens rammer og ‘gemt’ sig. Det har været sværere at opdage deres udfordringer og derfor kan de i i højere grad have vendt problemerne indad. Jeg oplever dog, at de løbende gennem de seneste år (Jeg har undervist dem i 3 år) har fået mere tillid til skolen og tør at stå frem både med deres ordblindhed, men også i fremlæggelser og i klassesammenhæng, som tidligere har været udfordrende. De ser ikke ordblindheden som en hindring og deltager i undervisningen på lige fod med klassekammerater. Selverkendelsen har stor betydning for læringen og også hvor modtagelig den enkelte elev er for undervisningen.
Afslutningsvis vil jeg komme med en lige anekdote, da den ene af pigerne spurgte mig før sommerferien, om hendes ordblindhed kunne være grunden til, at hun havde svært ved at læse noder ved klaverspil. Jeg måtte være hende et svar skyldigt, men det viser både selverkendelse, åbenhed og tillid.
